Af advokat Esben Roslev (18. december 2007)

En haveforening kan ikke bare give sig til at investere i fast ejendom, selv om der er flertal for det på generalforsamlingen. Den risiko kan et flertal af medlemmerne ikke udsætte et mindretal for, hvis ikke der står noget om det i formålsparagraffen. Foreningens vedtægter er til for at beskytte mindretallet ved at sætte grænsen for, hvordan flertallet kan optræde og hvad det kan beslutte.

Når man melder sig ind i en forening, får man nogle rettigheder – det er jo derfor man melder sig ind. Men med rettigheder følger pligter.

Når man melder sig ind en antenneforening er rettigheden først og fremmest adgangen til det TV-signal, foreningen stiller til rådighed. Men i en demokratisk forening omfatter rettighederne også informationer om foreningen fra foreningens ledelse og ret til at tale og stemme på generalforsamlingen og til at stille op som kandidat til bestyrelsen.

Også pligter

Pligten er først og fremmest at betale det kontingent, som generalforsamlingen lovligt har besluttet. Men den består også i at leve op til de andre krav, som vedtægterne stiller eller generalforsamlingen beslutter. Bestemmer haveforeningens generalforsamling, at hække ikke må være højere end to meter, skal man holde sin hæk under to meter.

Det skal man gøre, selv om man synes det er åndssvagt og man stemte imod det på generalforsamlingen. Retter medlemmerne sig ikke efter foreningens vedtægter og generalforsamlingens beslutninger, kan foreningen ikke fungere.

Men flertallet kan ikke beslutte hvad som helst. Det kan ikke forpligte medlemmerne til noget andet end det, de meldte sig ind til. Det kan heller ikke træffe beslutninger uden at de formelle regler er overholdt. Det vil sige, at et møde skal være indkaldt med et bestemt varsel og at emnet, der skal træffes beslutning om, er bekendtgjort for medlemmerne i ordentlig tid forinden.

Grænsen er svær

Det er svært at sige nøjagtigt hvor grænsen går imellem hvad et flertal kan beslutte og et mindretal ikke skal acceptere. Jeg mener selv, at en antenneforening ikke uden videre kan beslutte at udvide sit anlæg til noget andet og mere end det, medlemmerne meldte sig ind til, og samtidigt pålægge dem et flere gange højere kontingent. Det kan den ikke uden at lade dem, der ikke vil være med, træde ud af foreningen, uden at det skal koste dem noget ekstra.

Det mener jeg. Nu har foreningen lagt sag an mod de medlemmer, der ikke vil betale. Så skal det vise sig, hvor retten trækker grænsen for, hvad et flertal kan bestemme over et mindretal.