Af advokat Esben Roslev (Nordvestnyt, 17. april 2013)

”For bedrageri straffes den, som, for derigennem at skaffe sig eller andre uberettiget vinding, ved retsstridigt at fremkalde, bestyrke eller udnytte en vildfarelse bestemmer en anden til en handling eller undladelse hvorved der påføres denne eller nogen, for hvem handlingen eller undladelsen bliver afgørende, et formuetab.”

Dette stykke poesi for jurister er den fulde ordlyd af Straffelovens paragraf 279. Der står såmænd bare, at det er forbudt at snyde sig til penge fra andre.

Led ikke i vildfarelse

Det er, hvad man gør, hvis man modtager penge, man ikke har ret til. Det kan være kontanthjælp, hvis man også har et arbejde, man får løn for. Får man arbejde, skal man fortælle det til kommunen. Ellers fremkalder man den vildfarelse, som straffeloven nævner, og som får kommunen til at betale en kontanthjælp.

Det kan også være, at kommunen af sig selv kommer ud i sådan en vildfarelse. Den har måske glemt at stoppe kontanthjælpen eller betaler for meget. Så skal man også sige det til kommunen og betale det tilbage, som man har fået for meget. Gør man ikke det, udnytter man kommunens vildfarelse, og det er lige så slemt.

Med vilje

Men har man modtaget pengene i god tro, kan man ikke straffes. Man skal have gjort det med vilje. Man skal have løjet og på den måde fremkaldt vildfarelsen hos kommunen. Eller det skal være åbenbart, at man modtog penge, man ikke have ret til, hvis man skal straffes for ikke at gøre kommunen opmærksom på det.

Derfor kræver kommunen, at man skriver under på tro og love på, at det er rigtigt, at man ikke har anden indtægt, eller at man bor alene. Og derfor skal man jævnligt bekræfte det med sin underskrift. Skriver man under på noget, der ikke passer, klapper fælden, når det bliver opdaget – og det gør det.

Falsk erklæring

Og den klapper dobbelt. Så har man ikke bare begået bedrageri efter straffelovens paragraf 279. Så har man også afgivet falsk erklæring for en offentlig myndighed, og det er forbudt efter straffelovens paragraf 161.

I den sidste kan man få fængsel i op til to år. I den første er straffen for bedrageri fængsel i op til et år og seks måneder. Ikke for at sige, at straffen for de to lovovertrædelser bliver lagt sammen, sådan gør man ikke i dansk retspleje. Men for at vise, at det ikke er noget, straffeloven ser mildt på.