Af advokat Esben Roslev (11. maj 2011)

Anonyme breve er usle. Den anonyme kan skrive hvad det skal være, uden at stå til ansvar for det. Derfor bør man være skeptisk over for en information, som ingen vil lægge navn til.

Der er naturligvis vigtige informationer, som myndigheder kun han få, hvis de lover at behandle dem anonymt. Det kan være rimeligt, hvis det ville være farligt eller i det mindste voldsomt ubehageligt for den pågældende, hvis nogen fik at vide, at de havde sladret.

Anonyme tips er kun tips

Men myndigheden må selv gå ud og undersøge, om det er rigtigt, hvad den anonyme siger. Ellers risikerer myndigheden bare at blive brugt af den anonyme til at genere andre med.

Konstaterer man, at naboerne fortsætter med at leve sammen som mand og kone, selv om de er skilt, kan der være grund til at gøre kommunen opmærksom på det – i hvert fald, hvis de hver får sociale ydelser som om de var enlige.

Faktisk mener jeg, at man bør gøre kommunen opmærksom på det, og det behøver man ikke at skamme sig over at lægge navn til. Hvis nogen lever som par, men får ydelser som enlige, er det jo os andre, der bliver snydt, for vi har jo betalt for ydelserne med vores skat.

Kommunen skal sandsynliggøre

Men det er kommunens opgave at sandsynliggøre, at de pågældende snyder sig til ydelser, de ikke har ret til. Den må selv ud og undersøge, om manden stadig bor hos ex-konen: Kommer der post til ham på adressen? Holder hans bil der om natten? Bor der nogen på den adresse, han har opgiver til Folkeregistret?

Det er ikke nok at indkalde den pågældende og sige: ”Vi tror, at du bor sammen med din ex-mand” og så lægge mærke til reaktionen. Og ellers forlange, at hun skal bevise, at han ikke bor hos hende, for hvordan gør man det? Det bliver til en kafkask proces, hvor man ikke ved, hvad man skal forsvare sig imod, og hvor alt. hvad man siger, bliver opfattet som tegn på skyld.

Det er myndigheden, der har magten, og derfor den, der skal sandsynliggøre, at hun begår socialt bedrageri, inden den kan tage ydelserne fra hende.

At sandsynliggøre er ikke så stærkt som at bevise. Kommunen kan handle, når det ”mest ser ud som om”. Den behøver ikke at kunne bevise, at ”sådan er det”. Det bekymrer mig naturligvis som jurist, men sådan har Den Sociale Ankestyrelse altså bestemt, at det skal være.