Af advokat Esben Roslev (26. november 2011)

”Det er mandEN”, har vi efterhånden hørt politimanden sige nogle gange i nyhedsudsendelserne om Amagermanden, der er tiltalt - men endnu ikke dømt! - for flere mord og voldtægter. Politimanden siger det med baggrund i DNA-spor, der med en sandsynlighed på en ud af en million er sat af den pågældende.

Men hvis Amagermanden er en ud af en million, og der er fem millioner mennesker i Danmark, må der jo teoretisk være fire andre danskere, som DNA-sporet også kunne passe på. Foruden en enkelt eller to i det sydlige Sverige.

99,999 eller 20 pct.

På den ene side kan anklageren hævde, at manden er skyldig med 99,999 pct. sandsynlighed, når DNA-sporet peger på ham som en ud af en million.

På den anden side kan forsvareren hævde, at der kun er 20 pct. sandsynlighed for, at manden skyldig, fordi der teoretisk er fem personer i den danske befolkning, som DNA-sporet passer på.

Begge argumenter er forkerte.

DNA-spor er ikke den endelige sandhed om skyld. Det er et stærkt bevis, men det kan ikke stå alene. Det skal vurderes sammen med andre beviser i sagen.

Først frikendt, så dømt

Således blev en mand sidste år frikendt i byretten for indbrudstyveri, selv om hans DNA blev fundet på stedet. Huset var sat til salg og gjort rent, men efter indbruddet lå der et cigaretskod og en tom flaske. Det måtte altså stamme fra indbrudstyven, ræsonnerede politiet.

På flasken var der DNA-spor, der med en sandsynlighed på en ud af en million stammede fra en tidligere dømt indbrudstyv, der boede i nærheden. Derfor blev han tiltalt for dette indbrud.

Alibi

Men han havde slet ikke været hjemme. Han havde ligget på en campingplads i en anden del af landet. Og vidner kunne bekræfte, at han havde deltaget i en fiskekonkurrence omkring det tidspunkt, hvor indbruddet blev begået. Derfor blev han frikendt. Når sandsynligheden var en ud af en million, kunne DNA-sporet jo også stamme fra fire andre danskere.

Dommen blev anket til landsretten, og her faldt den tiltaltes alibi fra hinanden. En nærmere efterforskning havde vist, at fiskekonkurrencen havde først fundet sted weekenden efter indbruddet. Og så dømte landsretten ham for indbruddet.

Først dømt, så frikendt

Modsat gik det for en anden indbrudstyv i en anden sag. Også her lå der et cigaretskod efter indbruddet, og også det havde DNA-spor, der med en sandsynlighed på en til en million stammede fra den tiltalte. Andre spor var der ikke.

Men byretten dømte ham alligevel, for manden var en kendt indbrudstyv og indbruddet var begået som han plejede.

Men han ankede til landsretten, og her blev han frifundet. DNA-beviset alene var ikke nok til at dømme ham, sagde landsretten i sin dom.

DNA styrker andre beviser

DNA-sporet kan altså ikke stå alene, men det er dog et meget stærkt bevis. Andre indicier, der ikke i sig selv er nok til at bortvejre den rimelige tvivl om en bestemt person har begået forbrydelsen, får uafviselig styrke, hvis der også kan føjes et DNA-bevis til.

Men det skal vurderes sammen med andre beviser i sagen. Det er derfor, sagen mod Amagermanden ikke er afgjort for længst. Alle beviser skal ses eller høres og vurderes af retten.

Skal en tiltalt dømmes, må retten være så sikker, den kan være på, at den tiltalte også er den skyldige. Det er værre, hvis en uskyldig bliver dømt, end hvis en skyldig går fri.