Af advokat Esben Roslev (17. september 2011)

Vidner er afgørende i en retssag. Det er blandt andet på grundlag af deres udsagn, at dommerne skal stykke et billede sammen af, hvad der egentlig skete. Og det er på det grundlag, retten skal beslutte, hvem der har gjort hvad, og hvordan sagen skal afgøres.

Derfor har alle i princippet pligt til at vidne i en retssag. Og derfor har alle pligt til at tale sandt, når de vidner for retten. Dog ikke sådan som man ser det i amerikanske film, at de skal sværge på bibelen at sige sandheden hele sandheden og ikke andet end sandheden ”so help me God”. Men sådan, at man kan blive straffet med fængsel, hvis man lyver for retten.

Folk husker forskelligt

Man bliver dog ikke straffet for at huske forkert eller for at huske noget andet end andre. To personer, der har set det samme, fortæller sjældent nøjagtigt det samme om, hvad de har set. Man lægger mærke til forskellige ting. For eksempel vil folk, der ved noget om tøj, huske tøj bedre, end folk, der er ligeglade med tøj.

Mennesker er forskellige og vil også tolke indtryk forskelligt: en ung mand med store muskler rækker ud efter en gammel dame. Vil han stjæle hendes taske, eller vil han hjælpe hende over vejen?

De forudindtagne meninger, vi alle har, spiller med, når vi skal fortælle og forklare, hvad vi har set. Det ved dommerne, og det er de trænet i at tage højde for, når de lytter til et vidneudsagn.

Påvirket af situationen

Man kan også blive påvirket af en situation og en stemning til at opfatte noget på en bestemt måde: En mand har fået nikket en skalle, en anden står med blod i panden – det må være ham, der har gjort det!

Eller: Ens ven har fået nikket en skalle af en eller anden voldspsykopat. Man ser ham falde og er chokeret. Så kommer der nogen og siger, at de mener, de har ham og han har blod i panden. Og de spørger: Er det ham? Selvfølgelig er det ham, siger man til sig selv.

Måske er ikke nok

Og det er det måske, men ”måske” er ikke nok i en straffesag. Her skal anklageren bevise over for retten, at det er den tiltalte, der har gjort det, han er tiltalt for, hvis retten skal dømme den tiltalte.

Forsvarerens opgave er at pege på svaghederne i anklagerens beviser og lade den rimelige tvivl, der kan være om beviserne, komme til orde. I et retssamfund vil man hellere have en skyldig frikendt end en uskyldig døm