Af advokat Esben Roslev (14. januar 2012)

En erstatning for varigt men og tabt erhvervsevne er ens egen. Den kan kreditorer ikke komme og kræve penge af, og retten vil ikke dømme nogen skyldner til at betale gæld med penge fra erstatningen. Man skal ikke en gang dele den med sin ægtefælle, selv om man har fælles økonomi.

Det samme gælder erstatning for tab af forsørger. Grunden til det er, at erstatningen skal dække for resten af livet.

Den træder i stedet for den indtægt, man kunne have haft, hvis ikke man havde mistet erhvervsevne eller forsørger. Derfor kan kreditorer ikke hule den ud ved at forlange store engangs-beløb af den.

Hold erstatningen isoleret

Men det kræver, at man hele tiden ved, hvor pengene fra erstatningen befinder sig, og at de ikke bliver blandet sammen med andre penge – heller ikke andre erstatninger som f.eks. for svie og smerte og tabt arbejdsfortjeneste.

Erstatning for tabt erhvervsevne bør holdes på en konto for sig og ikke sættes ind på en lønkonto, hvor der også står andre penge, og hvor der også går andre penge ind.

Det var jo ellers det nemmeste, for ens lønkonto er ofte også den Nemkonto, hvor det offentlige og andre – forsikringsselskaberne f.eks. – sætter ens penge ind, hvis ikke de får andet at vide. Men gør man det, er erstatningen ikke længere fritaget for udlæg.

Køb hus og værdier

Erstatningen bør altså stå på en konto for sig, men man må naturligvis godt bruge af den, det er jo det, der er meningen. Og man må også købe andre værdier som aktier og obligationer for pengene. Man skal bare hele tiden kunne dokumentere det og at der ikke er brugt andre penge til lige nøjagtigt disse papirer.

Man kan også købe et hus for erstatningen, men også her skal det kunne dokumenteres, og heller ikke her må der være brugt andre penge på det. Kan man det, kan ingen kreditor senere komme og kræve pant i huset. Og skulle man blive skilt, beholder man huset uden at skulle give sin ægtefælle andel i det.