Af advokat Gitte Espensen (Nordvestnyt 27. marts 2013)

Det er dyrere at leve alene end sammen med en anden. Derfor er det også rimeligt, at den, der lever alene – måske også med børn – får mere i hjælp, end den, der lever sammen med en anden. Hvis de har brug for hjælp, naturligvis.

Men den hjælp, de får, er jo penge, som andre har betalt i skat. Derfor vil vi godt være sikre på, at det kun er dem, der har brug for hjælpen, der får den. Derfor må samfundet kontrollere, at ingen snyder sig til noget, de ikke har ret til. Det er en af velfærdssamfundets mindre charmerende sider.

Det er ikke det samme, som at kontanthjælpsmodtagere skal leve i åbne glasbure med fri adgang for kommunale kontrollanter på alle tider af døgnet og især om natten. Også her gælder retssamfundets krav om klare beviser og principperne om privatlivets fred og boligens ukrænkelighed.

Ikke enlig

Loven siger, at man ikke har ret til ydelser som enlig, hvis man har fælles husførelse med en anden og man kunne indgå ægteskab med denne anden.

”Kunne indgå ægteskab” betyder ikke ”vil indgå ægteskab”. Bestemmelsen handler ikke om kærlighed eller sex, men om jura. To kammerater, der deler en lejlighed og køber ind og laver mad sammen, kan ikke få ydelser som enlige, selv om de sover hver for sig. For de kunne indgå ægteskab i form af registreret partnerskab.

Men to søskende, der lever og bor sammen, kan godt få ydelser som enlige, for de kan ikke indgå ægteskab. Det betragter loven som blodskam. Beboere i et kollektiv med flere end to som har fælles husførelse, kan også få ydelser som enlige, for man kan ikke indgå ægteskab med mere end en. Det er polygami.

Penge det vigtigste

Når kommunen skal vurdere, om et par reelt har fælles husførelse, vil den først og fremmest se på parternes økonomi. Hvor meget flyder den sammen? Hvad ejer de sammen? Køber de ind for hinanden – måske fra en fælles konto, som de begge bidrager til? Gør de det, vil kommunen nok mene, at de har fælles husførelse.

Det vil den også, hvis de deles om de daglige gøremål: passe børn, købe ind, lave mand, vaske tøj gøre rent ordne have o.s.v.

Og hvis et par får et barn sammen, efter det er blevet skilt, vil kommunen nok også være tilbøjelig til at betragte skilsmissen som pro forma.

Stærke beviser

Kommunen skal have stærke beviser, hvis den vil tage ydelserne som enlig fra en borger. En anonym anmeldelse er ikke nok. Kommunen kan jo ikke vide, om der er hold i den, eller den bare er en hævnakt mellem to ekskærester. Den må højst give anledning til, at kommunen selv giver sig til at undersøge sagen.

Det samme gælder det indtryk, som kommunens kontrollanter kan få ved at køre rundt til de enliges boliger i de tidlige morgentimer og observere parkeringspladser. Det giver kun et øjebliksbillede og måske en anledning til at undersøge sagen nærmere.

Egentlige overvågninger eller uvarslede husundersøgelser vil være for voldsomme midler at bruge til formålet. Derimod kan kommunernes kontrollanter få meget at vide ved at studere de enliges facebook-profiler.

Tilbagebetaling

Hvis en borger har modtaget ydelser som enlig uden at være det, standser kommunen ydelsen. Hvis borgeren ikke selv var opmærksom på, at han eller hun ikke var berettiget til at modtoge ydelsen, var i god tro, sker der ikke mere.

Men hvis borgeren var i ond tro og godt vidste, at han eller hun modtog en ydelse, han eller hun ikke var berettiget til, kræver kommunen de penge tilbage, som borgeren har fået uberettiget.

Hvis borgeren aktivt har forsøgt at snyde kommunen til at tro, at han eller hun var enlig, kan der være tale om bedrageri. Så vil kommunen melde det til politiet, og så kan borgeren blive straffet.