Af Finn Machenhauer, advokat (Folkebladet 12. december 2006)

Penge og følelser er som svovl og salpeter. Blander man det, bliver det til krudt, hvis man også tilsætter trækul. Arvesager består som regel af de første to bestanddele. Kommer mistro til som den tredje bestanddel, mangler kun gnisten, der får krudtet til at eksplodere.

Når den ene i et ægtepar dør, vil man ofte lade den anden blive siddende i uskiftet bo. Det vil sige, at man venter med at gøre arven op med næste generation, til også den anden af ægtefællerne er død. Det virker som det mest hensynsfulde i situationen. Enken har lige mistet sin mand og er stadig fortumlet af sorg. Så skal hun ikke også bebyrdes med at spekulere på penge.

Det afværger måske også en eksplosion, men ikke ved at krudtet fjernes, kun ved at lunten forlænges. Faktisk kan der nå at komme endnu mere krudt på bomben. Enken kan måske gifte sig igen. Gør hun det, skal arvingerne fra det første ægteskab tage stilling til, om de vil skifte med hende. Lader de hende stadig blive siddende i det uskiftede bo, har de virkelig dækket op til os advokater, når vi til sin tid skal rede den arvesag ud. Især hvis der kommer børn også i det nye ægteskab.

Hvorfor skal børn arve?

Men hvorfor skal børn overhovedet arve? Det gjorde man i gamle dage, da en gård gik i arv, og faderen kunne se den mening med det slid han lagde i den, at ældste søn skulle arve den og føre den videre. Men sådan er det jo ikke mere. Yngste generation har sit eget liv og klarer sig selv og tjener ofte mere end ældste generation. Ældste generation passer også sig selv og kan sagtens bruge sin penge selv og ser ingen grund til kun at puge penge sammen til arven.

Det behøver de heller ikke. Man kan ikke gøre sine børn arveløse, men man kan godt sikre sin ægtefælle, så han eller hun kan fortsætte sit liv i økonomisk sikkerhed, uden at blive flået af arvingerne, når man selv er død. Man kan skrive testamente.

Ikke at jeg hermed beskylder arvinger for altid at ville flå den overlevende af deres forældre. Men nu, hvor familiemønstrene er mere indviklede med flere ægteskaber og flere kombinationer af dine, mine og vore børn, er det ikke altid blodets bånd, der binder arvingerne sammen. Det så vi i eksemplet fra Kalundborgs østlige opland, hvor enken måtte flytte fra sit hus.

Testamente og ægtepagt

Skriver ægtefæller testamente til fordel for hinanden, behøver de ikke at nøjes med en tredjedel af den andens bo. Så kan de beholde op til to tredjedele af den afdøde ægtefælles halvdel og skal kun af med en tredjedel af det til børnene.

Man kan gå endnu videre. Man kan oprette ægtepagt med således, at den der lever længst kan holde sine værdier uden for boet. Så reducerer man børnenes andel af arven helt ned til en lille brøkdel.

Med færre penge i arven bliver der også mindre sprængkraft i arvesagen.